Danske Bank sætter 17.000 kunders inkassosager i bero

Som et led i indsatsen for at rette op på overopkrævning af gæld sættes tusindvis af inkassosager i bero. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Som et led i indsatsen for at rette op på overopkrævning af gæld sættes tusindvis af inkassosager i bero. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Efter sag om overopkrævning af gæld sætter Danske Bank 17.000 kunders inkassosager i bero.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Sagerne bliver sat i bero, indtil de er blevet gennemgået, skriver Danske Bank. Der er tale om sager, hvor der er betalt 60 procent eller mere af gældsbeløbet.

De mange inkassosager sættes i bero i forlængelse af en igangværende indsats for at rette op på fejl, der er konstateret i bankens gældsinddrivelsessystem.

TV2 og Berlingske har beskrevet, hvordan banken har opkrævet for meget gæld fra en lang række kunder igennem mange år.

Endnu en skandale i Danske Bank ryster tilliden

Underdirektør Rob De Ridder har forklaret, at banken blev opmærksom på problemerne i 2019 og siden hen haft et firma til at undersøge sagen.

Samme medier har beskrevet, hvordan Danske Bank-kunder med gæld har fået behandlet sager ved domstolene på et forkert grundlag.

Beklager fejl dybt

Danske Bank har i flere hundrede sager brugt fejlbehæftede oplysninger, når banken var i retten med for eksempel fogedsager, dødsboer eller konkurssager.

Administrerende direktør Chris Vogelzang siger i en kommentar i pressemeddelelsen, at man allerede har lavet en række tiltag for at rette op på fejlene, som har stået på i mange år.

»Vi har også gjort det klart, at alle kunder, der har betalt for meget, vil blive kompenseret fuldt ud. Men jeg kan godt forstå, hvis situationen har skabt usikkerhed hos kunderne«.

»Derfor sætter vi nu de sager, hvor der er højest risiko for overopkrævning, i bero og giver også de kunder, hvor risikoen er lav, samme mulighed, samtidig med at vi stopper tilskrivning af renter på sager, der ikke er gennemgået«, lyder det.

Danske Bank har inddrevet for meget gæld fra tusindvis af kunder

Han tilføjer, at han dybt beklager fejlene og usikkerheden, de har medført.

Ændringerne vil træde i kraft ved udgangen af september. Berørte kunder vil blive kontaktet af banken, lyder det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her