Aktieindekset C25 stiger 2,7 procent mandag morgen og er ifølge Ritzau Finans på kurs mod lukkerekord.

Danske aktier drøner i vejret efter Bidens sejr

Alle danske aktieanalytikere følger intenst udviklingen efter valget i USA. Billedet er fra Nordea for nogle år siden.  Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Alle danske aktieanalytikere følger intenst udviklingen efter valget i USA. Billedet er fra Nordea for nogle år siden. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er mandag særdeles god stemning på det danske aktiemarked, efter at Joe Biden har vundet det amerikanske præsidentvalg.

Der er plusser til 24 af de 25 aktier i det ledende danske indeks, C25, der efter kort tids handel blev sendt på rekordkurs.

Her steg indekset som helhed 2,7 procent, hvilket ifølge Ritzau Finans sendte indekset på vej mod det højeste lukkeniveau. Ved 9.20-tiden stiger C25-indekset 2,4 procent.

Der er særlig medvind til to selskaber, som lever af den grønne omstilling.

Vestas og Ørsted trækker for i rekordjagten med stigninger på henholdsvis 5 og 4,4 procent.

Det kan hænge sammen med, at den danske vindmøllebranche kan blive positivt påvirket af, at Biden står til at blive præsident.

Det vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, over for Ritzau Finans.

»Der er en kæmpemæssig forskel for selskaber som Vestas og Ørsted, om det er en indædt vindmøllehader som Trump, der sidder i Det Hvide Hus, eller om det er Biden, der har store ambitioner på det bæredygtige område«, siger han.


ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her