Lønningerne steg i første kvartal det meste i 13 år, nemlig 3,8 procent på årsbasis. Det bekymrede mange økonomer, men det er faktisk mere overraskende, at lønningerne ikke er steget mere. Arbejdsgiverne har i flere år råbt på arbejdskraft, og der har aldrig været flere i arbejde. Tilmed har konkurrenceevnen haft det ganske fint. Dansk eksport har klaret sig flot. Det burde have været en smal sag at få lønforhøjelser.
Ved første øjekast ser det ud, som om markedsøkonomien er sat ud af kraft. Den normale forventning i en sådan situation ville være lønstigninger, som er betydeligt højere end dem, vi har set. I bygge- og anlægssektoren, hvor flest arbejdsgivere har meldt om mangel på arbejdskraft, er der lidt større lønstigninger end gennemsnittet. Men forskellen er mindre end 1 procent, og der har slet ikke været lønfest.


























