Den amerikanske dollar er det seneste halvandet år bare blevet mere og mere værd. Fra at have kostet lige over seks kroner i januar 2021 står den nu og vipper omkring kurs 7,50. Det er faktisk den højeste dollarkurs i mere end 20 år, og det betyder, at den amerikanske valuta nu er mere værd end euroen.
Umiddelbart betyder det, at en ferietur til USA bliver dyrere, fordi vekselkursen er højere. Men ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, har det også stor betydning for danske eksportvirksomheder.
»Vores varer bliver billigere for amerikanerne at købe, når dollarkursen stiger. Hen over det seneste år har vi da også kunnet se, hvordan eksporten til USA bare er vokset og vokset. Vi har aldrig solgt så meget til et enkelt land før«, siger han.
Eksporten til USA består hovedsageligt af medicin, maskiner og søtransport, og det er derfor særligt virksomheder i disse brancher, der har medvind. Men fordi en del andre lande også læner sig op ad dollaren, vil det også have betydning for virksomheder, der ikke eksporterer til USA.
Medaljen har dog også en bagside. For den dyre dollar betyder selvfølgelig også, at amerikanske varer bliver dyrere herhjemme.
»Samtidig er der mange varer, der bliver afregnet i dollar. Det gælder specielt råvarer som olie og metaller, som altså også bliver dyrere, når dollaren gør det. Men samlet set er det et plus for dansk økonomi, fordi vi eksporterer mere, end vi importerer«, siger Allan Sørensen, der pointerer, at den stærke dollar lige så meget er udtryk for, at euroen og europæisk økonomi er svækket.
ritzau
fortsæt med at læse




























