For tredje gang i træk hæver den amerikanske centralbank renten med 0,75 procentpoint.

USA's centralbank kommer igen med stor rentestigning

Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske centralbank hæver onsdag igen renten med 0,75 procentpoint for at bekæmpe inflation.

Det er den tredje rentestigning i træk på 0,75 procentpoint fra centralbanken, som forsøger at få styr på en inflation, som er den højeste i mere end 40 år.

Med rentestigningen lyder renten hos den amerikanske centralbank nu på 3,0-3,25 procent.

Det ventes, at der vil komme yderligere stigninger.

USA’s centralbankchef, Jerome Powell, har således gentagne gange sagt, at centralbanken vil sætte aggressivt ind for at forsøge at holde priserne under kontrol.

Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, kalder i en skriftlig kommentar høje renter ’den pris, som amerikanerne skal betale for at få styr på inflationen’.

»Rentestigningerne er hård kost for væksten. Jobvæksten vil aftage, og vi vil se stigende ledighed«, siger han.

Også i Danmark har de amerikanske renter betydning, skriver Las Olsen, cheføkonom for Danske Bank.

»Stigende amerikanske renter er en medvirkende årsag til, at investorerne fravælger danske realkreditobligationer, og det er blevet betydeligt dyrere at finansiere et boligkøb herhjemme«, lyder det i en skriftlig kommentar.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her