I 2015 indgik Mærsk en samarbejdsaftale med konkurrenten MSC. Aftalen afsluttes fra 2025.

Mærsk afslutter langt samarbejde med schweizisk rival

Lyt til artiklen

Mærsk har i en årrække haft et samarbejde med sin store schweiziske rival MSC, men det samarbejde afsluttes fra 2025.

Det oplyser den danske rederikoncern i en pressemeddelelse onsdag.

Samarbejdet går under navnet 2M-alliancen og har eksisteret siden 2015.

»MSC og Mærsk anerkender, at meget er ændret, siden de to virksomheder underskrev en ti år lang aftale i 2015«, siger den nye Mærsk-topchef, Vincent Clerc, i en fællesudtalelse i meddelelsen.

»Afslutningen af 2M-alliancen skaber muligheder for, at begge virksomheder kan forsætte med deres individuelle strategier.

»Vi har sat stor pris på partnerskabet og ser frem til et fortsat stærkt samarbejde i resten af aftaleperioden. Vi er fortsat fuldt ud forpligtet til at levere 2M-alliancens tjenester til kunder hos MSC og Mærsk«, lyder det videre.

Samarbejdet blev introduceret med det formål at sikre konkurrencedygtig og omkostningseffektiv drift på ruter mellem blandt andet Asien og Europa.

Aftalen har en opsigelsesperiode på to år.

Kort efter offentliggørelsen af onsdagens nyhed er Mærsk-aktien faldet med flere procent. Omkring klokken 10.30 handles aktien cirka tre procent under lukkekursen tirsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her