Flere virksomheder har ifølge Forbrugerombudsmanden brudt kontantreglen ved ikke at tage imod kontantbetaling.

Forbrugerombudsmanden politianmelder syv virksomheder

Originalfoto Thomas Borberg / Illustration: Rasmus Vendrup
Originalfoto Thomas Borberg / Illustration: Rasmus Vendrup
Lyt til artiklen

Forbrugerombudsmanden politianmelder syv virksomheder på baggrund af en række klager over, at de ikke tager imod kontanter eller besværliggør kontantbetaling fra kunder.

For virksomhederne har i så fald brudt kontantreglen.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Klagerne er sendt til Forbrugerombudsmanden i perioden marts 2021 frem til sommeren 2023.

»Hvis en virksomhed tager imod betaling med kort eller mobil, så skal den også tage imod kontanter, medmindre der er tale om selvbetjening eller handel på nettet«, siger den fungerende forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann, i pressemeddelelsen.

For kontantreglen i betalingsloven siger, at virksomheder, der tager imod kort- og mobilbetalinger, også skal tage imod kontanter i tidsrummet fra klokken 06.00 til 22.00.

Den eneste undtagelse er fjernsalg – eksempelvis nethandel eller et ubemandet selvbetjeningsmiljø.

Overtrædelsen af kontantreglen straffes med en bøde.

»Der er kunder, som ønsker eller kun kan betale med kontanter, og kontantreglen har til formål at hindre diskrimination af disse kunder«, siger Andreas Weidemann i pressemeddelelsen.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med, at virksomheder overholder markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her