Vismændene peger i ny rapport på et problem ved de ens lønstigninger i de offentlige overenskomster.

Vismænd: Offentlige lønstigninger løser ikke personalemangel

Foto: Anders Holst Pedersen
Foto: Anders Holst Pedersen
Lyt til artiklen

Der er ikke ret stor forskel på de lønstigninger, som er blevet aftalt i forbindelse med de overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte, der er afsluttet for nylig. Det kan være et problem for rekrutteringen af medarbejdere blandt de personalegrupper, som der er særlig mangel på, mener Det Økonomiske Råds formandskab – i daglig tale vismændene.

I en ny produktivitetsrapport, som er offentliggjort tirsdag, adresserer vismændene de meget enslydende lønstigninger blandt de offentligt ansatte. De stemmer ikke overens med, at regeringen i efteråret meldte ud, at manglen på ansatte i særligt sundhedsvæsnet og ældreplejen kun ser ud til at blive værre de kommende år.

»På det private arbejdsmarked ville en situation med en inoptimal (ikke optimal, red.) fordeling af arbejdskraften normalt blive løst ved, at lønnen stiger for de grupper af beskæftigede, der er særlig efterspørgsel på, mens lønnen vil vige for de grupper af beskæftigede, der er overskud af«, hedder det i rapporten.

Vismændene konkluderer derfor, at de indgåede offentlige overenskomster ikke bidrager til at fordele arbejdskraften mere hensigtsmæssigt.

»Misallokeringen af beskæftigelsen medfører, at den samlede produktion af den offentlige service ikke svarer til den allokering, der vil være mest samfundsøkonomisk effektiv«, konkluderes det i rapporten.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i december en trepartsaftale, der skulle sikre, at bestemte personalegrupper i det offentlige fik en mærkbar lønstigning. Men ifølge vismændene er tiltagene »kun beskedne«, og derfor vil lønudviklingen ikke bidrage væsentligt til at sikre, at flere vælger at arbejde som sosu-assistent eller sygeplejerske fremover.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her