I 10 ud af 11 landsdele voksede udbuddet af parcel- og rækkehuse i april, viser tal fra Finans Danmark.

Udbuddet af huse til salg stiger på landsplan

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Der var flere parcel- og rækkehuse til salg i april sammenlignet med måneden før. Tal fra Finans Danmark viser, at udbuddet af boliger steg med 2,2 procent på landsplan. Sådan lyder det mandag i en pressemeddelelse.

I alt var der ved udgangen af april 26.656 parcel- og rækkehuse til salg i hele landet. Udbuddet steg i 10 ud af 11 landsdele. Kun i Østjylland var der et mindre fald på 0,3 procent. De største månedlige stigninger ses i København og Østsjælland, hvor der var henholdsvis 10,5 procent og 8,8 procent flere boliger til salg end i marts, hvor udbuddet af boliger ligeledes steg.

Når foråret kommer, bliver der typisk også sat flere huse til salg, siger Peter Jayaswal, der er underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark:

»April-tallene tegner et positivt billede af boligmarkedet på tværs af hele landet. Vi ser den sædvanlige forårsstemning i udbuddet, hvilket er godt for dem, der er på udkig efter en ny bolig«.

Boligkøbere har dog færre muligheder end for et år siden. Sammenlignet med april 2025 var udbuddet af parcel- og rækkehuse i år 17,3 procent lavere.

»Udvalget er dog stadig forholdsvist begrænset sammenlignet med sidste år. Samtidig stiger priserne lidt, hvilket vidner om et marked, hvor både sælgere og købere er aktive«, lyder det fra Peter Jayaswal.

Udbudspriserne steg 0,8 procent i april på landsplan sammenlignet med måneden før. Den gennemsnitlige pris pr. kvadratmeter var i perioden 23.314 kroner. Det svarer til en stigning på 9,6 procent sammenlignet med sidste år.

I 9 ud af 11 landsdele steg udbudsprisen, og de største stigninger ses på Bornholm og Østsjælland med henholdsvis 3,5 procent og 2,3 procent.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her