Selv om huspriserne falder, har en typisk børnefamilie ikke råd til at få eget tag over hovedet.
Den gennemsnitlige familie i 84 af landets i alt 98 kommuner tjener simpelthen ikke nok til, at banken vil låne den penge til at betale, hvad et typisk hus på 140 kvadratmeter koster i familiens hjemkommune. Det viser en beregning, som Danske Bank har foretaget.
Dyre lån ødelægger boligkøb
Tallene giver en stor del af forklaringen på, hvorfor hushandelen fortsat er gået næsten i stå, selv om priserne er faldet. Det vurderer tidligere overvismand Torben M. Andersen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
»Årsagen er, at det er blevet sværere og dyrere at låne penge. Det gør alt andet lige, at det er sværere for en familie med en gennemsnitlig indkomst at etablere sig på boligmarkedet«, siger Torben M. Andersen.




























