De helt unge boligkøbere risikerer at stå med en boliggæld, som de først om mange år kan slippe ud af - hvis deres bolig ellers ikke går på tvangsauktion inden.
Det er skyggesiden af boligprisernes styrtdyk for tusindvis af unge førstegangskøbere, som snart skal flytte ind i en nybygget lejlighed, de har købt til en høj pris for flere år siden på projektstadiet, skriver Berlingske Tidende.
Priserne er styrtdykket
»Det er en dybt ulykkelig situation, som mange især unge mennesker står i. De skrev under på et tidspunkt, hvor de syntes, priserne så rimelige ud, men siden er de styrtdykket«, siger Jens Lunde, lektor og forsker i boligøkonomi ved Copenhagen Business School, til Berlingske Tidende.
Problemet er, at realkreditinstitutterne kun må låne op til 80 procent af boligens aktuelle markedsværdi.




























