Danske boligejere med planer om at konvertere deres seks- og femprocents lån til fire procent, får god opbakning af den internationale økonomiske usikkerhed.
Det fortæller BRFkredits seniorøkonom Mikkel Høegh, der forklarer, at det er rentefaldet og en vandring af kapital fra usikre græske, spanske og irske værdipapirer til mere sikre økonomier som den tyske og den danske, der ligger bag kursstigningen på danske obligationer.
I øjeblikket kan det betale sig at konvertere til fire procents fastforrentede lån, også selv om man 'blot' har fem procents lån. Besparelsen på den månedlige ydelse er størst for lån uden afdrag, men også boligejere med lån med afdrag kan spare på en omlægning.




























