Men selv om forældrene ejer boligen, skrives hjemmets regler af sønnen.
Jan Thenning Andersen rejser sig igen for at gå over mod den åbne dør ved altanen, der vender ud mod et grønt område i Elbagade på Amager i København. Her tager han sig en smøg, og det er hans søn, der har forvist ham til dørsprækken. »Det er min regel«, fortæller 22-årige Andreas Thenning Andersen: »Man må ikke ryge indenfor«. »Hvad med når dine venner ryger?«, spørger hans far. »Der er ikke nogen af mine venner, der ryger!«, lyder svaret.
GUIDE 5 gode råd, når mor og far bliver udlejer
Det er helt fint for Jan Thenning Andersen. Hvis rygning på altanen er reglen i sønnens lejlighed, så bliver det respekteret – også selv om Jan faktisk selv ejer Andreas’ to-værelses lejlighed.
Lejlighed er ikke nogen investering Andreas lejer de 48 kvadratmeter af mor og far, der har foretaget et forældrekøb. Til gengæld betaler Andreas 3.000 kroner om måneden i husleje. Købet er som udgangspunkt ikke en investering, der skal give bonus ved et salg på et tidspunkt med højere boligpriser, siger Jan Thenning Andersen. Det primære er, at sønnen skulle have et sted at bo. »Det var nødvendigt. Vi kunne ikke se, hvor Andreas skulle flytte hen. Vi ville gerne give ham de bedste rammer for hans studier«, fortæller han.






























