Hovedstadens boligsalg punkterer

Lyt til artiklen

Et års fremgang i hovedstadens boligmarked er nu bremset brat op. Siden efteråret 2009 er bolighandlen i Region Hovedstaden steget med op mod 40 procent. I årets tredje kvartal er handlen imidlertid blot steget 4,6 procent på huse og 1,6 procent på ejerlejligheder i Region Hovedstaden sammenlignet med året før. Den spinkle fremgang i regionen dækker over, at der lokalt sker fald i handlen, viser en særanalyse, som Realkreditrådet har lavet til Politiken, efter at der i går kom nye tal fra statistikken over priser og handler. »Nu ser vi en opbremsning i antallet af handler i det meste af hovedstadsregionen. Flere steder er der nu tale om en decideret tilbagegang«, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet. I den del af regionen, som kaldes Københavns omegn, falder hushandlen med 1,4 procent, mens lejlighedshandlen falder med hele 11,4 pct. Ejerlejlighederne falder desuden med 2,9 procent i Nordsjælland og med 9,6 procent på Frederiksberg. Fremgang på landsplan
Gårsdagens omtale af statistikken fokuserede på, at der på landsplan er fremgang. Men den stagnerende handel i hovedstaden kan være et forvarsel om, hvad der venter i resten af landet i den kommende tid, påpeger Realkreditrådet: »Hovedstaden har hele tiden været lidt foran udviklingen i resten af landet, både da boligmarkedet faldt og siden stabiliserede sig. Noget kunne derfor tyde på, at handlen også vil bremse op i resten af landet, efter at det nu sker i hovedstaden. Men man kan ikke bruge det som en absolut rettesnor«, siger Ane Arnth Jensen. De lokale fald i handlen står i kontrast til, at flere samtidig sætter til salg i de samme områder. Der er således 700 flere til salg-skilte på lejligheder end sidste år i København, på Frederiksberg og i Københavns omegn. Alligevel er kvadratmeterpriserne steget med cirka 10 procent i samme periode, viser prisstatistikken. Prisstigning er kunstig Men den del af statistikken snyder, påpeger mæglerkæden EDC. »Der er ikke belæg for at tale om, at priserne stiger. Det handler blot om, at hvor der indtil nu har været mest handel med de billigste boliger, så bliver der nu også solgt nogle fra mellemniveauet, og det giver en stigning i kvadratmeterpriserne. Det betyder derfor ikke, at man kan få mere for den enkelte bolig«, siger kommunikationschef Jan Nordmann fra EDC. Han fortæller, at EDC’s mæglere oplever, at mange, som vil sælge bolig, har reageret meget optimistisk på, at bolighandlen så småt kom i gang igen. Siger nej til købere
»Nogle sælgere har fået en forventning om, at vi skulle tilbage til prisstigningerne i 2005 og 2006, så de er begyndt at sige nej til købere, som vil forhandle om prisen. Det har betydet, at priserne i en overgang er steget, selv om handlen blot er på et hæderligt, men ikke højt niveau«, siger Jan Nordmann. Der har i landets øvrige regioner været en fremgang i tredje kvartal i antallet af hus- og lejlighedshandler. Der blev handlet 9.200 huse i det forgangne kvartal, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til samme periode for et år siden. I Region Nordjylland er der registreret en handelsfremgang på ca. 20-30 procent i forhold til året før. De gennemsnitlige handelspriser på huse steg samtidig med 3,3 procent, viser tirsdagens tal fra Realkreditrådet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her