Bankerne er alt for gammeldags og unuancerede, når de vurderer, hvor meget kunderne må låne til boligkøb.
De bruger nemlig ofte standardberegninger, der ikke tager højde for, at en familie kan spare mange penge ved at købe et hus, der godt nok er lidt dyrere, men som til gengæld er moderne og energirigtigt – og det går ud over salget af klimavenlige boliger, mener en række eksperter. Bankerne bremser
»Både banker og realkreditinstitutter bør være mere opmærksomme på, at det er en bedre forretning at låne ud til et energirigtigt hus, end det er at låne ud til en utæt gammel kasse. I de fleste tilfælde tager de ikke hensyn til, hvad boligens energiomkostninger er nu og her, og de tager slet ikke hensyn til, hvad den sandsynligvis vil være om fem eller ti år«, siger Thomas Færgemand, der er direktør hos Danmarks Grønne Tænketank, Concito.
LÆS OGSÅBillige boliglån slår bundrekord
Hos boligselskabet NCC Bolig, der køber og sælger moderne boliger, mener man også, at bankerne er med til at bremse salget af nye, energirigtige huse
»Bankerne tager ikke hensyn til, om folk vil købe et hus fra 1929 eller fra 2012. Det er problematisk, fordi der typisk er mange penge at spare på varme og energi, hvis man køber et hus, der er moderne og mere energieffektivt. Det er en langt bedre investering for kunden«, siger Torben Modvig, administrerende direktør for NCC Bolig. Derfor bør banker i større grad tage hensyn til driftsomkostningerne i boligerne, før de beregner, hvor meget kunderne må låne for, mener han. LÆS OGSÅNyt fradrag øger fordelen ved solceller
»Bankerne siger bare ’et hus er et hus’, men det er meget mere differentieret end det. De burde i stedet sige: Hvis du køber et nyt hus, kan du låne 4,2 millioner kroner, og hvis du køber et gammelt hus, så kan du kun købe til 3,5 millioner kroner, fordi driftsomkostningerne er tilsvarende højere. Hvis bankerne bremser salget af nye huse, så bliver vi ved med at slæbe rundt på de gamle, energislugende huse, og det er hverken godt for energien eller for klimaet«, siger Torben Modvig.
Prisen spiller en væsentlig rolle
Han fortæller, at NCC Bolig har i forbindelse med et af deres nye boligprojekter kontakt til otte kunder, der har fået afslag på boliglån hos nogle af de større finansielle institutter, der bruger standardberegninger for energi- og driftsomkostninger, når de udregner familiens forventede rådighedsbeløb.
Boligselskabet vil ikke oplyse, hvilke banker det drejer sig om, men fortæller, at de samme kunder efterfølgende har fået grønt lys til at låne penge hos BRF Kredit, hvor mulighederne for energibesparelser har betydning for, hvor mange penge man kan låne.




























