Midt i det totale kaos om ejendomsvurderinger og boligskatter kan regeringen ånde lettet op. Beslutningen om at forlænge de gamle, fejlbehæftede ejendomsvurderinger fra 2011 i yderligere 2-3 år fjerner en stor del af usikkerheden om regeringens 2020-plan, der skal sikre, at Danmarks økonomi er solid og holdbar i fremtiden.
Den er nemlig også i vid udstrækning baseret på kraftige budgetterede stigninger i de skatter, boligejerne betaler af deres grunde, den såkaldte grundskyld.




























