Betal skat af din kapitalpension og få rabat. Det tilbud fra regeringen har to millioner danskere benyttet sig af, fremgår det af en ny analyse fra Nykredit.
I 2013 og 2014 har statskassen høstet i alt 80 milliarder kroner i skatteindtægter fra kapitalpensionerne. Det er langt mere end de cirka fem milliarder kroner, regeringen regnede med at få ind. Faktisk så meget, at regeringen nu regner med at komme ud af 2014 med et stort overskud på statsfinanserne i modsætning til august, hvor den forventede et markant underskud.


























