Skat har stoppet nye forsøg på svindel for 1 milliard

Lyt til artiklen

Midt i chokket over de store tab på svindel med dansk udbytteskat, kan myndighederne trods alt glæde sig over at, det er lykkedes at stoppe nye forsøg på svindel for næsten en milliard kroner.

Det fremgår af Skatteministeriets endelige opgørelse af tab på den gigantiske svindelsag, der blev offentliggjort i aftes.

Udbetalingerne af refunderet udbytteskat blev sat i bero i august sidste år, da den store svindelsag blev afsløret. Siden da har myndighederne gennemgået titusindvis af refusionsanmodninger for at afdække svindelens samlede omfang.

Samlet svindel for 12,3 mia.

På den baggrund er det samlede svindelbeløb forhøjet med yderligere 3,2 milliarder, så det nu er nået op på 12,3 milliarder kroner. Penge, der er er udbetalt uberettiget og på baggrund af falske og fiktive bilag og blanketter.

Men selv da Skat stoppede udbetalinger, blev der gjort nye forsøg på at lænse den danske statskasse, viser redegørelsen.

Dermed kunne tabet være steget yderligere en milliard kroner, viser redegørelsen.

Mere præcist har Skat i forbindelse med det store oprydningsarbejde fundet forsøg på svindel for 553 millioner kroner. Og Skat forventer, at der bliver anmeldt »yderligere forsøg på svindel for 350 millioner kroner i løbet af oktober, således at der samlet vil blive anmeldt formodet forsøg på svindel for 903 millioner kroner«, hedder det i Skatteministeriets uddybende redegørelse til medlemmerne af Folketingets skatteudvalg.

»Det er sørgeligt, at den danske statskasse – og dermed alle de lovlydige skatteborgere – er blevet svindlet for så voldsomt et beløb. Vi har hele tiden vidst, at det endelige svindelbeløb kunne vokse yderligere, og det er så desværre blevet bekræftet nu. Det eneste, jeg kan glæde mig over, er, at vi nu kan sætte et punktum for den her sag«, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en skriftlig kommentar til sagen.

Mere kontrol og overvågning

I marts 2016 genoptog Skat udbetalingerne, men indtil videre er der dog kun i begrænset omfang udbetalt refusion af udbytteskat og kun i de tilfælde, hvor Skat har været sikre på, at ansøgerens dokumentation har været tilstrækkelig, lyder meldingen fra Skatteministeriet.

Skat har oprettet fire nye enheder, der skal styrke kontrollen og overvågningen på området. Der er nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, som vurderer, om der er behov for at justere reglerne på området for at mindske risikoen for fremtidig svindel. Samtidig er udbytte-området nu bedre bemandet.

Udenlandske aktionærer fra blandt andet EU kan ansøge Skat om at få hele eller dele af skatten tilbagebetalt, hvis de allerede har betalt skat af deres aktieudbytter i et andet land.

Danmarkshistoriens største tyveri

Men et større netværk af udenlandske selskaber har efter alt at dømme anmodet om at få refunderet skat, som de påstår at have betalt af deres udbytter, men som i virkeligheden er baseret på fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

Det var et tip fra udenlandske myndigheder i sensommeren 2015, der førte til afsløringen af udbytteskatteskandalen, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største tyveri.

Thomas Østerlin Koch

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her