Det politisk-administrative system skal være gearet til langt smidigere at regulere og ændre lovgivningen, når nye, digitalt bårne forretningskoncepter trænger sig frem på det danske marked.
Med den opfordring melder administrerende direktør Søren Skou fra A.P. Møller – Mærsk sig ind i debatten om digitalisering og platformsøkonomi, som regeringen sætter på dagsordenen i den kommende uge. Konkret ærgrer direktøren, der har sæde i regeringens disruptionråd, sig over det årelange politisk-administrative tovtrækkeri om kørselstjenesten Uber, som i foråret endte med at trække sig ud af det danske marked efter indgåelsen af en politisk aftale for taxabranchen.




























