Topchefer skal tjene gode penge til ejerne, men det er ikke nok. De skal kunne stå inde for, at pengene er tjent med en høj forretningsmoral, og kravet gælder ikke kun deres aktuelle indsats. Der må heller ikke være noget at komme efter tidligere i deres karriere, for så falder hammeren med konsekvenser for deres nuværende omdømme og arbejde.
Det er en af de konklusioner, der kan drages af hvidvaskskandalen i Danske Bank, selv om den langtfra er slut. Thomas Borgen og Ole Andersen, henholdsvis tidligere topchef og bestyrelsesformand i Danske Bank, er fyret, men nu rettes søgelyset mod andre topledere i den finansielle sektor. Hvidvaskskandalen og svindelen med udbytteskat virker gensidigt forstærkende i fordømmelsen af bankernes historiske adfærd og på de krav, som stilles til topcheferne i de finansielle institutioner og myndigheder i dag.




























