Finansminister Nicolai Wammen (S) har ret i, at regeringen bruger den store hammer, når den i den nye hjælpepakke letter likviditeten i erhvervslivet med 125 milliarder kroner i nogle måneder. Det er den eneste effektive medicin, som her og nu kan hjælpe de virksomheder, som er ramt af den krise, som coronavirussen har udløst.
Udskudte betalinger til det offentlige løser ikke virksomhedernes problemer. Men det køber tid til at finde mere langsigtede løsninger på en krise, som dag for dag forværres, og som har potentialet til at vokse sig lige så stor som finanskrisen i 2008. Men i Danmark er der en afgørende forskel, som kan betyde, at Danmark ikke igen lander i gruppen af de hårdest ramte.


























