Det økonomiske råderum, som for knap et år siden blev vurderet til at være over 28 milliarder kroner i 2025, skrumper.

Der er forsvundet over ni milliarder kroner fra økonomisk buffer

Collage: Tomas Østergreen. Originalfoto: Thomas Borberg.
Collage: Tomas Østergreen. Originalfoto: Thomas Borberg.
Lyt til artiklen

Regeringen forventer et fald i det økonomiske råderum frem mod 2025.

Det fremgår af en opgørelse, som finansminister Nicolai Wammen (S) mandag præsenterer på et pressemøde i Finansministeriet. Her præsenterer han regeringens finanslovsforslag samt Økonomisk Redegørelse.

Regeringen forventer, at det såkaldte økonomiske råderum vil være 19,5 milliarder kroner frem mod 2025.

Af de 19,5 milliarder kroner er 11 milliarder kroner beregnet til det såkaldte demografiske træk.

Det demografiske træk skal ses som et udtryk for, at ændringer i befolkningsudviklingen påvirker det offentlige forbrug.

Så hvis der kommer flere børn og flere ældre, stiger udgifterne til for eksempel daginstitutioner og sundhedsvæsen.

Da det økonomiske råderum senest blev justeret i oktober sidste år, blev råderummet opgjort til samlet 28,75 milliarder kroner frem mod 2025.

Det er blandt andet indgåede klimaaftaler og udgifter i forbindelse med håndteringen af coronakrisen, der presser råderummet ned.

Flere bliver ledige

Desuden skønner regeringen, at det gennemsnitlige antal fuldtidsledige bliver på godt 147.000 personer. Det er 43.000 flere end i 2019.

Der er dog en forventning om, at kurven vender, i takt med at samfundet åbnes mere op.

Ledigheden forventes at falde i hele 2021. Sammenlignet med 2020 skønnes ledigheden at blive 9000 fuldtidspersoner lavere, fremgår det af redegørelsen.

Regeringen har også sat i alt 2,4 milliarder kroner fra råderummet af til at finansiere den ret til tidlig pension, som regeringen ønsker at indføre.

Økonomisk Redegørelse er en publikation, som bliver udgivet tre gange om året, i maj, august og december.

Redegørelsen indeholder blandt andet regeringens prognose for dansk økonomi samt en vurdering af de offentlige finanser.


ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her