Da ildkuglen rejste sig over byens tage, vidste de lokale i den lille by Casselton i North Dakota instinktivt, hvad der var sket. De havde frygtet denne dag, lige siden de sorte, patronformede olievogne var begyndt at krydse byen fem til ti gange om dagen.
Et godstog med 106 vogne fyldt med to millioner liter råolie var hamret ind i et andet tog, kørt af sporet og brudt i brand. Kort efter eksploderede olien i en gigantisk sky af ild og tyk, sort røg og 1.400 af Casseltons indbyggere måtte evakueres. Heldigvis slap de uskadt fra ulykken, da den fandt sted lidt uden for byen.


























