Grækenlands økonomiske problemer er hovedtemaet på de finansielle markeder i disse dage, og til formiddag blev der endnu engang sat en streg under krisen i fetaens hjemland, da det græske bruttonationalprodukt (BNP) overraskende viste sig at have udviklet sig negativt i fjerde kvartal.
Ifølge en foreløbig opgørelse faldt det græske BNP med 0,2 pct. i fjerde kvartal sammenlignet med tredje kvartal, og det var skuffende i forhold til økonomernes forventninger, der ifølge Bloomberg News lød på en fremgang på 0,4 pct.


























