Nobelprisen i økonomi går til tre økonomer fra USA for deres eksperimentelle tilgang til at arbejde med at bekæmpe global fattigdom.
Modtagerne er amerikanske Michael Kremer samt ægteparret Abhijit Banerjee og Esther Duflo, der har henholdsvis indisk og fransk baggrund.
Det oplyser Det Svenske Akademi, der står for uddelingen af prisen.
Esther Duflo er kun den anden kvinde, som får Nobelprisen i økonomi. Hun er med sine 46 år samtidig den yngste modtager nogensinde. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
De tre økonomer har introduceret nye metoder til at finde frem til, hvad den bedste måde er til at mindske fattigdom i verden.
Deres metode er groft sagt at opdele problemet med fattigdom i mindre spørgsmål, der er mere konkrete og håndterbare.
For eksempel ved at finde den mest effektive måde at forbedre børnesundhed eller løfte niveauet inden for uddannelse.
Netop den metode kombineret med feltforsøg i lokalområderne har vist sig som meget effektiv.
Michael Kremer har blandt andet forbedret resultaterne på skoler i den vestlige del af Kenya i 1990'erne.
Som et direkte resultat af deres arbejde har fem millioner indiske børn nydt godt af effektive hjælpeprogrammer med støttende undervisning på skoler.
Et andet eksempel er støtte til forebyggende sundhedsydelser, der er indført i mange lande.
Modsat de øvrige Nobelpriser er prisen i økonomi ikke blandt de oprindelige priser, som den svenske kemiker og ingeniør Alfred Nobel stod bag.
Prisen i økonomi blev indstiftet med donation fra den svenske nationalbank, Riksbanken, i 1968. Det var som markering af bankens 300-års fødselsdag.
De tre modtagere kan dele prissummen på 6,2 millioner kroner.
/ritzau/
ritzau
fortsæt med at læse


























