Apple og Amazon er i det sidste kvartal blevet ramt af flaskehalse i forsyningen, og det kan ses i regnskabet.

Varemanglen kan aflæses i techgiganters regnskab

Verden over ligger containerskibe i kø for at komme af med deres last. Flaskehalse i forsyningskæderne presser virksomheder overalt, og det kan også aflæses i regnskaberne hos Amazon og Apple. Foto: Alan Devall/Ritzau Scanpix
Verden over ligger containerskibe i kø for at komme af med deres last. Flaskehalse i forsyningskæderne presser virksomheder overalt, og det kan også aflæses i regnskaberne hos Amazon og Apple. Foto: Alan Devall/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Apples omsætning har skuffet i tredje kvartal. Det skyldes i høj grad problemer i forsyningskæden, der har kostet techgiganten seks milliarder dollar i salg. Det er især gået ud over salget af iPhones, lyder det fra administrerende direktør Tim Cook.

Kvartalet, der sluttede 25. september, har været præget af manglen på mikrochips og produktionsforstyrrelser i Sydøstasien. Apples salg steg ellers i perioden med 29 procent, men imidlertid kun til 83,36 milliarder dollar (530,8 milliarder kroner) mod ventede 84,69 milliarder dollar (539,3 milliarder kroner), ifølge Bloomberg News.

Det er altså især salget af iPhones, som har skuffet i perioden, da det steg med 47 procent til 38,87 milliarder dollar (247,5 milliarder kroner) mod spåede 41,60 milliarder dollar (264,9 milliarder kroner). Det er knap tre milliarder dollar under det ventede. Det svarer til 19,1 milliarder kroner.

Apple lancerede i den sidste del af kvartalet sin nye iPhone 13, men udfordringer med forsyningskæderne lagde en bremse på afsætningen og kostede Apple mange penge i perioden.

»Vi havde en meget stærk præstation trods større end ventede begrænsninger i forsyningskæderne«, siger Tim Cook til tv-stationen CNBC.

»Flaskehalsene i forsyningen var drevet af en sektorbred mangel på chips, hvilket der er blevet talt en del om, og covid-19-relaterede afbrydelser i produktionen i Sydøstasien«, tilføjer han.

Salget af Mac-computere lå også under det ventede med 9,18 milliarder dollar (58,5 milliarder kroner), en næsten flad udvikling med en vækst på bare 1,6 procent, mod Wall Steets bud på 9,31 milliarder dollar (59,3 milliarder kroner). iPads solgte derimod bedre end ventet i 8,25 milliarder dollar (52,5 milliarder kroner) sammenlignet med konsensus på 7,16 milliarder dollar (45,6 milliarder kroner).

Kunder vender tilbage til fysiske butikker

Også e-handelsgiganten Amazon skuffer i sit regnskab for tredje kvartal og lever ikke op til salgsforventningerne i dette kvartal. Amazons salg i tredje kvartal var på 110,81 milliarder dollar (omkring 708 milliarder kroner). Analytikere havde forventet, at det nåede op på 111,60 milliarder dollar (omkring 713 milliarder kroner) ifølge data fra Refinitiv. Coronapandemien, varemangel og problemer med ansættelser har påvirket resultatet negativt.

Efter at have shoppet hjemmefra i over et år er kunderne vendt tilbage til de fysiske butikker. Derudover oplever forhandlere varemangel på alt fra legetøj og Nike-sneakers til bærbare computere. Det gør det svært for dem at fylde hylderne op til julesæsonen.

Dog er resultatet bedre sammenlignet med samme periode i 2020. Dengang nåede salget i tredje kvartal op på 96,15 milliarder kroner (omkring 612 milliarder korner). Amazon, der er stiftet af erhvervsikonet Jeff Bezos, forventer i fjerde kvartal, som er i gang, et salg på mellem 130 og 140 milliarder dollar (omkring 827-891 milliarder kroner). Men heller ikke dette lever op til analytikernes forventninger på 142,05 milliarder dollar (omkring 904 milliarder kroner) ifølge data fra Refinitiv.

Ifølge Andy Jassy, Amazons administrerende direktør, forventer selskabet at blive ramt af flere milliarder dollar i yderligere omkostninger i sin forbrugerforretning i fjerde kvartal. Det skyldes, at det skal håndtere mangel på arbejdskraft, øgede lønninger, udfordringer med de globale forsyningskæder og øgede fragt- og leveringsomkostninger.

»Det vil blive dyrt for os på kort sigt, men det er den rette prioritering for vores kunder og partnere«, siger Andy Jassy i en udtalelse ifølge tv-stationen CNBC.

Analytiker Nicholas Hyett fra britiske Hargreaves Lansdown siger samtidig, at internetgiganten aldrig har været »overdrevent fokuseret på bundlinjen«.

»Den villighed til at investere i, hvad gruppen håber, vil blive en langsigtet succes på bekostning af kortsigtede fortjenester, viser sig igen i disse resultater«, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her