2008 kan blive sidste frist for tusinder af danske pensionister, der drømmer om at flytte i skattely i Frankrig og Spanien, skriver flere morgenaviser.
Skatteminister Kristian Jensen (V) indgik torsdag en bred politisk aftale, der giver ministeren mandat til at opsige skatteaftalerne med Frankrig og Spanien, medmindre de to lande er klar til at indgå en ny aftale om, at Danmark har retten til at beskatte pensionen.
Skatteminister melder klart ud
I modsætning til andre EU-lande har både Frankrig og Spanien hidtil stædigt fastholdt retten til at beskatte private pensioner, der udbetales fra Danmark til pensionister med fast adresse i de to lande.
Det betyder, at danske pensionister med huse i Frankrig ofte kan nøjes med at betale ned til omkring 10 pct. i skat af deres ratepensioner, ligesom også den spanske skat er særdeles pensionistvenlig.




























