Ud med sedler og mønter og ind med MasterCard, Visa og American Express.
Det er visionen for det bankejede PBS (Payment Business Services, red.), som efter lang tids pres fra politikere og kunder nu spiller ud med lavere gebyrer på betaling med internationale betalingskort, skriver dagbladet Børsen fredag.
Slut med ubrugelige kort
Målet er, at antallet af butikker, der tager imod internationale kort, skal fordobles inden 2012.
»I dag tager kun hver tredje forretning imod internationale kort, så der er et stort potentiale i og med, at en masse forbrugere går rundt med kort, de ikke kan bruge. Vores mål er, at man skal kunne betale med internationale kort i mindst to ud af tre forretninger i Danmark,« siger salgsdirektør Lars Fruergaard, PBS.




























