I en stribe pengeinstitutter kan enhver komme ind fra gaden – eller internettet – og oprette en børneopsparing med 5 procent i rente.
I Aarhus Lokalbank vanker der endda 5,5 procent, uden at banken stiller betingelser. Men skal man helt op på 6,5 procent i rente af pengene, sådan som Københavns Andelskasse lokker med, bliver man mødt med et modkrav. Rentesats er markedsføringsfif Her skal man nemlig købe 10 andelsbeviser og være kunde i andelskassen, der lader en del af sit overskud gå tilbage til kunderne i form af bedre vilkår. »En børneopsparing med 6,5 procent i rente er i sig selv tilsætning«, siger direktør René Poulsen. »Derfor vil vi gerne have, at forældrene helhjertet respekterer vores idé og bliver kunder selv. Så løber det rundt«, forklarer René Poulsen, der dog åbent erkender, at den høje rentesats også er et markedsføringsfif, fordi det gør andelskassen synlig i toppen af sammenligningslisterne. Høj rente med betingelser Københavns Andelskasse er langtfra alene om at stille krav til de forældre eller bedsteforældre, der vil oprette en børneopsparing med en særlig fordelagtig rente. Typisk er betingelsen, at indskyderen på opsparingen er helkunde i banken – altså har alle sine lån og konti der. Men det kan også være krav om, at man bliver medejer af pengeinstituttet ved at investere ganske store beløb i garantbeviser, andelsbeviser eller aktier. Det behøver ikke være et problem. Men man bør alligevel tænke sig godt om, inden man investerer i et pengeinstitut for at få bedre renter. Investeringen kan nemlig gå tabt, hvis banken kommer i krise – og det har der været flere danske eksempler på i den seneste tid. En krog i de unge I Aarhus Lokalbank har man valgt en anden strategi. Her kan man i øjeblikket med 5,5 procent få markedets højeste rente på børneopsparinger uden at blive mødt med betingelser. Her og nu kan det ikke svare sig for banken, siger salgs- og marketingschef Claus Lauenborg, men gevinsten kommer på den lange bane. »Det er en investering i fremtiden. Når opsparingen udløber, og den unge skal til at studere, købe bil eller stifte familie, så vælger de os som pengeinstitut«, siger han og henviser til bankens gode erfaringer med at holde på unge med en såkaldt konfirmandkonto. Indgangsvinkel til forældre Men børneopsparing med høj rente er også en indgangsvinkel til forældrene, understreger Claus Lauenborg. »Når vi alligevel er i dialog med folk, ville det da være tosset ikke også at drøfte, hvilket pengeinstitut forældrene bruger, og forhåbentlig få dem som helkunder«, siger salgs- og marketingschefen. Bankshopperne har dog også opdaget Aarhus Lokalbanks placering i toppen af listen over gunstige satser til børnene. Og ikke alle er indstillet på at flytte deres lån og sparepenge med. »Men sådan er det, når vi vil ligge deroppe«, konstaterer Claus Lauenborg.




























