Åh nej, ikke igen«, udbrød Danny Eltal. Den 56-årige ejer af Bogbixen i Århus havde netop åbnet brevet fra banken med månedens indbetalinger.
Hans øjne skannede listen på ny. Den var god nok. Desværre. Banken havde trukket 500 kroner tilbage, fordi en kunde havde købt varer i butikken med et stjålet dankort og falsk underskrift. Det var anden gang i 2007. I 18 år har Danny Eltal solgt musik, film og bøger til Bogbixens kunder, men han har aldrig kontrolleret deres underskrifter. »Jeg føler, at jeg mistænkeliggør kunderne, hvis jeg skal stå og tjekke hver eneste underskrift grundigt. Jeg er bange for at skræmme dem væk«, fortæller han. En ud af 100 tjekkede underskrift Danny Eltal er langtfra den eneste ekspedient, som ikke kontrollerer, om kundens underskrift på bon og dankort stemmer overens.




























