Næsten tre fjerdedele af de nordjyske lønmodtagere får næste år færre penge mellem hænderne end i år, hvis regeringen får flertal bag sit forslag om en ny særlig pensionsordning.
Dermed er Nordjylland den landsdel, hvor den største andel af befolkningen ifølge beregninger fra Danske Bank får mindre at slå til søren med, skriver Nordjyske Stiftstidende.
1.422 kroner mindre til forbrug
Ganske vist sænkes skatten, men skal 1 pct. af lønnen bindes til pension, vil lønmodtagere med indtægter under 300.000 kr. ifølge Danske Bank skulle binde flere penge til pension, end de vinder på skattelettelserne.
Med en indtægt på 400.000 kr. årlig får man i 2009 samlet set 2.202 kr. mere. Tjener man 300.000 kr., vil man typisk have 1.422 kr. mindre til forbrug.




























