Du skal ikke længere regne med uden videre at kunne trække dine penge ud af din pensionskasse, hvis du får lyst til det.
Finanskrisen har fået Topdanmark til at indføre et såkaldt kursværn på 5 procent, og andre pensionskasser forventes at følge med.
Kursværn er en straftold, der skal forhindre kunder i at flygte fra selskabet og tage deres penge med. Det betyder for kunderne i Topdanmarks Liv 1, at de skal betale 5 procent af pengene i deres depot, hvis de vil ud af deres pensionsordning.
Problematisk for kunderne
»At Topdanmark indfører kursværn skyldes givet, at de kollektive reserver er væk, og det er naturligvis bekymrende for kunderne. Det er ærgerligt, at det er kommet så vidt, at man må indføre omkostninger for kunderne, hvis de går.
Særligt i en tid, hvor pensionstagere, politikere og forbrugerorganisationer ønsker fri mobilitet«, siger Peter Lindblad, administrerende direktør i pensionsmæglerfirmaet AON Private Consulting. Hvis man har sine penge andre steder end i Topdanmarks Liv 1, bør man nu overveje, om man skal flytte sine penge, inden der indføres kursværn. »Kunderne har virkelig grund til eftertanke. De må spørge sig selv, om de vil være med til at bygge pensionskassens reserver op igen efter denne nedtur. Vores bud er, at selskaberne senest fra 1. januar sætter kontorenten ned til 4,5 procent og muligvis lavere for at bygge reserverne op igen«, siger Peter Lindblad.
Søg uvildig rådgivning
Han opfordrer folk til at søge uvildig rådgivning i stedet for at stole ubetinget på pensionsselskabernes egne sælgere.
»Hvis jeg var gennemsnitsrentekunde, ville jeg overveje, om jeg skulle gå over i nogle defensive fonde – altså korte obligationsfonde eller en pengemarkedsfond. Så kan det godt være, at man får en procent eller to mindre i en kortere periode ved at skifte. Men alternativet er, at pensionsselskabet kan indføre kursværn som lyn fra en klar himmel, og så står du der«, siger Peter Lindblad.
Pensionskasser lider
Han understreger, at alle pensionskunder bør være årvågne i disse tider, da det antagelig kun er relativt få pensionsselskaber, der har tilstrækkelige reserver til at undgå at indføre kursværn og at nedsætte kontorenten.
»Vi kan se, at der er flere selskaber, der ikke kan have meget tilbage. Det er virkelig nu, man skal overveje sin placering af opsparingen«, siger Peter Lindblad.
Det kan dog blive problematisk for folk med penge i pensionskasserne, at det er svært at gennemskue baggrunden for, at selskaberne hindrer dem i at flygte. Det vurderer finansrådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg A/S.
»Jeg synes aldrig, det er okay at tage af kundernes penge, som man gør her. Men det mest kritisable er manglen på gennemsigtighed. Topdanmark informerer ikke deres kunder ordentligt om, hvorfor de gør det her. Det handler jo om, at selskabet har haft nogle tab. Det skal de melde klart ud i et regneeksempel til kunderne«, siger Kim Valentin.




























