Dankortet bliver brugt lige så mange gange denne jul som sidste jul. Men danskerne bruger færre penge per betaling.
De første 14 dage af december har danskerne brugt deres Dankort 32,6 millioner gange - lige så mange gange som sidste år. Omsætningen er dog faldet med ni procent fra 11,9 til 10,8 milliarder kroner, viser en opgørelse fra PBS.
»Det er første gang, vi ser en stagnering i brugen af Dankort op til jul og tilmed et fald i omsætningen. Selvom stadig flere trækker deres internationale kreditkort op af lommen, når de handler, så er afmatningstendensen ganske klar«, siger Søren Winge, pressechef hos PBS.



























