Hvis Nationalbanken sænker renten med en halv procent, vil bankerne sandsynligvis følge med og give erhvervskunder og forbrugere en lavere udlånsrente.
»Det er naturligvis bankernes egen beslutning. Men det vil være meget politisk ukorrekt, hvis bankerne, som de har gjort tidligere, ikke lader rentesænkningen komme deres kunder til gode«, siger John Norden fra mybanker.dk - en uafhængig prisportal for bankpriser.
Vælger Nationalbanken udelukkende at sætte renten ned med 0,25 procent, vil bankerne vente med at sænke udlåns- og indlånsrenten, forventer han.




























