For blot få måneder siden skreg udsalgsskiltene i neonfarver ned fra butiksvinduerne. Udsalgenes holdbarhedsdato virkede uendelig på grund af finanskrisen.
Men nu er der sat en brat stopper for faldet i prisstigningerne, som tordnede nedad i sidste halvdel af 2008.
Den årlige inflation var i marts på 1,8 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Bare sidste sommer lå inflationen på mere end fire procent om året. Nu ser det imidlertid ud til, at inflationen er ved at nå bunden.
»I marts formåede inflationen overraskende at fastholde et højt niveau. Inflationstakten faldt således kun et lille hak i forhold til februar, hvor der var tale om en overraskende stigning oven på fem måneders konstant fald som mere end halverede inflationen«, siger økonom i Handelsbanken Rasmus Gudum-Sessingsø.
Især tøj og sko er dyrere
Det er blevet 5.555 kroner dyrere om året for en gennemsnitlig dansk husstand at købe ind, viser beregninger, som Danske Bank har lavet for Politiken.
Det er især tøj og sko, der boner ud i budgettet.
På bare en måned er der sket en kraftig stigning i priserne på 9,9 procent på beklædning og fodtøj, og det skyldes, at udsalgsdagene er ovre.
»Det er en stor stigning. Men I disse for vort land så svære tider har butikkerne kørt med udsalg, og det er slut nu. Det er klart, at der et stort spring i priserne, hvis man sammenligner med udsalgspriser«, siger direktør for Dansk Detail, Jens Birkeholm.
Butikkerne har tømt deres lagre under udsalget, og prisstigningerne er et tegn på, at de nye kollektioner har ramt hylderne.
Men det er ikke grund til at gå i panik, mener privatøkonom i Danske Bank Las Olsen.
Flere penge mellem hænderne
»Det betyder noget for den enkelte. En pensionist skal for eksempel punge ud med 3.000 mere om året, men den inflation, vi har lige nu, er ret lav. For bare fem måneder siden var den betydeligt højere«, siger han.
Lønkronerne rækker heller ikke lige så langt, når der skal tegnes forsikring, eller når daginstitutionen skal betales. Det er også blevet dyrere at gå på aftenskole.
Men lønstigningerne er stadigvæk større end prisstigningerne, så det er ikke sikkert, at de vil kunne mærkes i danskernes hverdag.
»Priserne stiger lige nu, men vi får flere penge mellem hænderne. For almindelige lønmodtagere stiger lønningerne langt mere end priserne, men for dem, der mister deres job, er det jo lige meget«, siger Las Olsen.
Det kan også betale sig at holde øje med priserne på forskellige varer, for nogle priser falder ligefrem.
Hvis familien for eksempel planlægger en chartertur, kan det betale sig at købe en rejse lige nu.Selv om den rutsjetur, inflationen tog nedad i sidste halvdel af 2008, er stoppet nu og her, spår flere økonomer, at bunden ikke er nået. »Vi venter, at Danmark vil opleve den laveste prisstigningstakt siden 1958 i 2009«, siger Rasmus Gudum-Sessingsø fra Handelsbanken. Tør købe lidt mere ind




























