Selv om det er over ni måneder, siden Roskilde Bank gik konkurs, sidder cirka 15.000 kunder stadig fast i den krakkede bank.
Landets andre banker vil på grund af krisen kun have kunder med bundsolid økonomi, og mange af de strandede kunder risikerer nu at måtte blive i Roskilde Bank i årevis. Det vurderer Lars Jensen, der i dag overtager posten som Roskilde Banks administrerende direktør efter Søren Kaare-Andersen: »Det er ikke let for vores kunder at finde andre banker lige nu. Vi gør, hvad vi kan, for at hjælpe kunderne, men det er meget svært nu, hvor det finansielle marked er nedfrosset og ikke er interesseret i nye kunder, som ikke har en meget god økonomi«, siger Lars Jensen. Roskilde Banks mission har siden sidste år været, at alle kunder skal være optaget i andre banker i 2012. Den målsætning arbejder man fortsat for at opfylde, men efterhånden som krisen er taget til, er 2012 blevet et meget optimistisk mål, erkender Lars Jensen. Flere kunder end ventet afvist Da andre banker omkring årsskiftet skulle overtage den krakkede banks kunder, afviste de langt flere, end Roskilde Banks ledelse havde regnet med. »Opgaven blev på den måde større end forventet. Samtidig er det bestemt ikke gunstigt for vores kunder, at vi nu er i en økonomisk krise. Stagnerende boligmarked og stigende arbejdsløshed kan betyde, at det bliver endnu sværere for kunderne at blive optaget af en anden bank«, siger Lars Jensen. Fælles for de 15.000 tilbageværende kunder er, at de i andre bankers øjne udgør bunden af de cirka 90.000 kunder, som var i Roskilde Bank, da den gik konkurs sidste sommer. Mens de 75.000 andre kunder er blevet optaget i andre banker, er de resterende 15.000 ikke fundet gode nok. Særhjælp til privatkunder Antallet af strandede kunder er godt nok faldet med 1.300 kunder i årets første kvartal, og det er den nye direktør, Lars Jensen, glad for. Men han lægger ikke skjul på, at det næppe kommer til at gå lige så hurtigt med de tilbageværende 15.000 kunder. Omtrent 10.000 af dem er privatkunder, og dem prioriterer banken særlig højt i den kommende tid, fortæller Lars Jensen. »Vi har lavet et rådgivningskoncept, hvor vi prøver at hjælpe især vores privatkunder. Vi hjælper dem med, hvordan de skal præsentere sig, når de skal forsøge at få et andet pengeinstitut til at overtage dem som kunder. Det kan for eksempel være, at vi kan omlægge nogle af deres lån til længere løbetid og lavere ydelse, så de kan lægge et budget, der ser mere fornuftigt ud«, siger Lars Jensen. Den nye direktør fortæller også, at han er villig til helt utraditionelt at slække på nogle af kundernes lånevilkår. »Vi ser nu på, om vi skal lave nogle initiativer, der går ud over os som bank, men som hjælper kunderne. Det kan for eksempel være, at vi kan lave en periode, hvor kunden ikke betaler renter. Det er klart, at det er allersidste udvej, men det kan vise sig at være til fordel for os i sidste ende, da alternativet kan være, at kunden simpelthen ikke kan afdrage på gælden«, siger Lars Jensen. Kunderne er stemplet Banken kan også begære nogle af erhvervskunderne konkurs, så en kurator skal forvalte kundens aktiver. Kunderne har imidlertid mere end bare deres faktiske økonomi imod sig, når de søger over i andre banker. »Når man kommer fra Roskilde Bank, er det ikke let at finde et nyt pengeinstitut. Kunderne kan godt være stemplet i nogles øjne, når de kommer herfra«, siger Lars Jensen. Han understreger, at Roskilde Bank dog har et godt samarbejde med landets andre pengeinstitutter.




























