Vi gider ikke høre om det, læse om det eller tage stilling til det.
Og desuden kan vi ikke finde ud af det. Sådan lyder danskernes svar, når de bliver spurgt om deres syn på pension. Godt 40 procent nærlæser konsekvent ikke de breve, de får om deres pension, og cirka 70 procent mener, at pensionsordninger er så indviklede, at det er umuligt at sammenligne dem og vælge den, som er bedst for en selv. Det viser en spørgeundersøgelse blandt 30-65-årige danskere, som Zapera har lavet for Ældre Sagen. Ekspert: God grund til at være opgivende Og danskerne har da også virkelig god grund til at være opgivende, vurderer ekspert i privatøkonomi Michael Møller. »Jeg er faktisk rystet over, at der findes nogen overhovedet, som mener, at det er forståeligt. Det er uhyre kompliceret, selv hvis man bruger lang tid på at sætte sig ind i det«, siger Michael Møller, professor ved handelshøjskolen CBS i København. Undersøgelsen kommer, efter at Politiken i sidste uge skrev om, at landets største pensionsselskab, Danica Pension, nu erkender, at mange kunder ikke forstår de breve, de sender ud.






























