Du får rabat, hvis du vender tilbage, lyder budskabet på små kuponer, som kunder får udleveret i forskellige butikker.
Hvad enten man køber modetøj eller isenkram, kan man støde på opfordringen til at komme igen inden så længe og få 10 procents rabat på det næste køb. Dette forår har blandt andre isenkræmmerkæden Imerco og butikkerne i outletbyen Premier Outlets i Ringsted lovet kunderne rabat, hvis de vender tilbage.
»Vi vil gerne belønne loyale kunder med lidt rabat«, siger direktør Villy Gravengaard fra Imerco, som gav 10 procent rabat i uge 19 til kunder, som har købt noget i kædens butikker i ugerne før.






























