Interessen for at undgå folk, der ikke betaler regninger, stiger voldsomt.
Indberetninger om dårlige betalere strømmer ind med rekordfart, og antallet af firmaer, som tjekker kunder og samarbejdspartnere, skyder i vejret. Det viser nye tal fra Experians RKI, som er landets største register over dårlige betalere. Antallet af indberetninger for årets første kvartal er knap 94.000, hvilket er 21 procent højere end året før. Alene i marts modtog RKI godt 37.000 nye indberetninger – det højeste antal i registrets historie. I godt halvdelen af tilfældene vedrører det personer eller virksomheder, der i forvejen står registreret. Firmaindehaver: Det er pisseirriterende Et firma, som kæmper med dårlige betalere, er Slangespecialisten på Stevns, der installerer bremseslanger i køretøjer.
Indehaver Jesper Ricardo fortæller, at 2-3 ud af 80 månedlige kunder glemmer eller undlader at betale regningen for det udførte arbejde. »Det er pisseirriterende. Der går alt for meget tid på at tjekke indbetalinger og sende rykkere. Det går ud over servicen for andre«, siger Jesper Ricardo. Ikke råd til at abonnere på RKI Hans skræmmeeksempel er en lokal racerkører, som fik installeret bremseslanger for 6.500 kroner. Regningen er aldrig blevet betalt, og både inkassobureau og advokat måtte give op, efter at manden pludselig erklærede sig insolvent. »Jeg kan ikke gøre noget ved sådan et svinenummer. Nu har jeg fortalt ham, at jeg møder op til hans næste løb med en saks, for udstyret tilhører mig«, siger han. Slangespecialisten har ikke råd til at abonnere på RKI. I stedet har Jesper Ricardo indført skrappe regler om, at nye kunder skal betale forud for at få service. Mange andre firmaer bruger registeret for at sikre sig mod dårlige betalere. Det seneste år har Experian målt en stigning på 14 procent i antallet af virksomheder, der bruger RKI. Præget af den økonomiske krise Experians forklaring er den økonomiske krise: »I det seneste par år, der har stået i krisens tegn, har mange virksomheder måttet sande, hvor dyrt det kan være, hvis man ikke kreditvurderer«, siger kommunikationschef Ulla Riber fra Experian og fortsætter: »Når flere firmaer bruger registeret, vil det give mindre risiko for, at de låner penge ud, som de ikke får ind igen«. Omvendt oplever flere kunder og virksomheder at få nej til at købe på kredit. »Tiderne har tydeligt vist, at det ikke længere er sikkert, at ham, der tidligere altid betalte til tiden, stadig er en god betaler«, siger Ulla Riber. Til gavn for forbrugerne Firmaernes øgede kundekontrol er til gavn snarere end skade for forbrugerne. Det kan faktisk være en hjælp til dem, som er på vej ned i en gældsspiral, lyder det fra Gældskompagniet, som rådgiver hundredvis af gældsplagede danskere. »Virksomheder har ofte undladt at indberette dårlige betalere, fordi de har prøvet at ’holde kunden i live’ i håb om at få penge ind igen. Vi har klienter, der har flere år gamle gældssager, som for længst burde være indberettet til RKI. Men virksomhederne har i stedet opfordret kunden til at låne pengene et andet sted. Det har ført folk ud i endnu større problemer, i stedet for at gældsspiralen var blevet stoppet«, siger leder Sandy Madar. Hun oplyser, at de dårlige betalere nu er så dyre for driften, at firmaer indberetter flere til RKI for derved at gardere sig selv og andre mod de usikre kunder. »Hos os har vi alene 500-600 sager, hvor klienterne er i så store problemer, at de måske kommer til at betale 5 procent af deres samlede gæld. Jeg gætter på, at det samlet beløber sig til 10-20 millioner kroner, og det må utvivlsomt gøre ondt på virksomhederne at tabe så mange penge. Hvis alle firmaer indberettede, hver gang de havde en dårlig betaler, ville gældsproblemerne i Danmark være langt mindre«, siger Sandy Madar.





























