»Biografstolene var sammen med en gammel lampe de første ting, jeg købte, da jeg flyttede hjemmefra som 21-årig. De er for mig helt klart klassikere med deres velourbetræk og gamle numre. Det var ikke, fordi jeg havde tænkt, at jeg skulle have mig nogle biografstole, men en dag jeg gik på Bryggen, hvor jeg lige var flyttet hen, så jeg dem hos en antikvitetshandler, og det var kærlighed ved første blik«.
»Jeg er siden flyttet en del gange og har hver gang måttet kæmpe for dem med diverse kærester. De har stået alverdens steder – på en repos, fordi en eller anden sur kæreste ikke ville se på dem, centrale steder i stuen, og nu står de i en mellemgang. Hold kæft, hvor har jeg måttet kæmpe for dem. Det er jo ikke kun nogle biografstole for mig. Det er der, jeg sætter mig ned og tænker, når jeg kommer sent hjem efter forhandlinger eller lignende. Det er mit aftrædelsessted, hvor jeg drikker min kaffe og falder ned. De har en stor betydning for mig, og jeg vil fortsætte med at kæmpe for dem«.




























