Mens garanter og aktionærer taber stort på den bankkrise, der raserer den danske banksektor og indtil videre har kostet 40 banker livet, står de almindelige bankkunder til at vinde på krisen. Det siger både eksperter, banksektorens organisationer og Forbrugerrådet. »En konsolidering af banksektoren kan være til gavn for kunderne. Vi har rigtig mange pengeinstitutter i Danmark, så det vil ikke være et problem, hvis der bliver lidt færre. Tværtimod«, siger økonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen.
Selv få banker giver konkurrence
Umiddelbart skulle man ellers tro, at færre banker betød mindre konkurrence og dårligere service til småsparerne. Særligt fordi det især er små og mellemstore banker uden let adgang til de internationale kapitalmarkeder, der har medvirket til, at renterne på danskernes opsparing har holdt sig over inflationen.
LÆS OGSÅDet bliver endnu engang dyrere at have lån i Jyske Bank
Men ifølge professor i finansiering Jesper Rangvid fra Handelshøjskolen CBS er der ingen grund til frygt, selv om Danmarks cirka 100 banker skulle blive reduceret med yderligere 30, 50 eller sågar 80.
»På et teoretisk plan kunne du sige, at færre banker er lig med mindre konkurrence og dermed højere priser. Men virkeligheden er en anden. Selv hvis der kun var 20 banker, ville der stadig være konkurrence om kunderne«, siger Rangvid.
Længere til den lokale bank Eksperterne er enige om, at antallet af banker fortsat vil falde. Både fordi krisen rydder op, og fordi der bliver færre bankfilialer, i takt med at internet- og mobilbanking vinder frem, og bankerne skærer i omkostningerne.




























