Hvis du ikke har den fjerneste anelse om din egen pension, er du højst sandsynlig kvinde. Intet mindre end dobbelt så mange kvinder som mænd har ikke styr på de penge, de skal leve af i alderdommen, viser en undersøgelse. Det får alvorlige konsekvenser, advarer landets førende forskere i økonomisk ligestilling:
Vågn op
»De her kvinder skal vågne op og tage sig sammen. Det er beskæmmende, at så mange kvinder slet ikke ved de her ting. Det signalerer, at de ikke interesserer sig for deres pension, og det kommer til at koste dem dyrt«, siger Mette Deding, som er leder af forskningscentret SFI-Campbell.






























