Udbetalingen af efterlønsbidragene har endnu ikke har sat gang i danskernes forbrug. Det konkluderer økonom i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen, efter at nye tal fra Danmarks Statistik viser et fald i detailsalget på 0,3 procent fra maj til juni.
»Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke er i stand til at sige, hvordan detailomsætningen og forbruget ville have udviklet sig, hvis ikke danskerne havde fået efterlønspengene mellem hænderne. Vi kan kun konstatere, at det ikke har været tilstrækkeligt til at sætte gang i forbrugsvækst«, skriver Jens Nærvig Pedersen i en kommentar.


























