Mens kritikken vælter ned over Danske Bank, bliver banken mere værd. Aktiekursen lå på 97, da topchef Eivind Kolding første gang signalerede, at banken ville til at tjene flere penge på sine kunder. Det skete i en kronik i Politiken 20. december sidste år. Siden er aktien med udsving steget med over 10 procent. I den seneste uge er den blevet handlet mellem kurs 107 og 110. Stigningen er kommet, mens banken har fået massiv kritik for et nyt kundekoncept. Konceptet betyder, at små kunder skal betale op til 480 kroner om året for at være i banken.
LÆS OGSÅ Danske Bank forsvarer kundeprogram: »Folk synes, det er en god idé«
At bankens aktiekurs stiger, kan dermed forekomme paradoksalt, men forklaringen er simpel, mener aktieanalytikere: Det nye kundekoncept forarger måske mange i den offentlige debat, men for investorerne er det et signal om, at banken sætter hårdt ind på at tjene flere penge ved at skille sig af med dårlige kunder. O.k. at tabsgivende kunder skifter »For en investor er det åbenlyst, at det vil være positivt for Danske Bank som virksomhed, hvis de kunder, som banken taber penge på, skifter til et andet sted«, siger analytiker Jakob Brink, som følger Danske Bank-aktien for investeringsbanken ABG Sundal Collier. Politiken skrev i går, at 35 procent af kunderne i Danske Bank nu har konkrete overvejelser om at skifte til et andet pengeinstitut. I befolkningen som helhed er det kun 18 procent.






























