Kviklånschef: Unges gældsætning er ikke vores skyld

Foto: Lærke Posselt, Manipulation: Lise Mogensen
Foto: Lærke Posselt, Manipulation: Lise Mogensen
Lyt til artiklen

Når unge i dag er mere gældsat end nogensinde, skyldes det især de lynhurtige kviklån, der kan optages på et kvarter og koster ågerrenter. Sådan lyder den hyppige kritik af den nye låneform, der på få år er blevet rasende populær i både Danmark og mange andre lande.

Men den kritik er forfejlet, siger landechefen for et af markedets største selskaber, Vivus. Kviklån kan ganske vist blive dyre for forbrugeren og vokse til mere end det tredobbelte i løbet af et år. Men langt de fleste kommer aldrig i nærheden af de omkostninger, fordi lånene ofte bliver betalt tilbage længe før - og det er forkert at give kviklånsfirmaerne skylden for noget, der er et helt generelt samfundsproblem.

»Jeg erkender, at alle långivere i Danmark skal arbejde med at blive mere ansvarlige«, siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard, landechef i Danmark for det lettiske selskab 4finance, der ejer Vivus.

»Men man kan ikke skyde skylden på en speciel kategori. Det er lån og kredit generelt, der er med til, at folk får noget gæld, de ikke kan betale tilbage. Alle lån er rettet mod, at folk skal optage gæld. Det gælder realkreditlån, varelån og alle forskellige former for onlinelån«.

LÆS ARTIKEL

Unge er forgældede - og forkælede

Politiken har beskrevet, hvordan specielt mange unge fristes af både kviklån og de lidt længerevarende forbrugslån, der typisk løber mellem 1 og 5 år. Lånene løber tit løbsk for unge, der føler et stort pres for at have det perfekte tøj og det perfekte liv og ikke får lært at begrænse sig - specielt når markedet de seneste år har blomstret med selskaber, der er parat til at yde lynhurtige lån uden sikkerhed.

Det har betydet en vækst af unge, der kommer i RKI-registret over håbløst forgældede, der drives af firmaet Experian. I 24 af Danmarks 98 kommuner er hver tiende unge nu optaget i RKI.

Det fik i dag Frank Papsø, der er nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian, til i Politiken at advare om udviklingen, som han bl.a. begrundede med de hurtige kviklån. Tidligere har bl.a. Forbrugerrådet kritiseret kviklån for at løbe op i årlige omkostninger i procent (ÅOP) på over 800 procent og nogle gange over 1.000 procent.

Den ÅOP-opgørelse er helt forkert, siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard fra Vivus-selskabet 4finance. I Vivus gælder det, at den første måned er gratis, men en forlængelse efter den første måned er dyr. Hvis man forlænger 12 gange i træk, kommer den reelle rente ifølge ham op på 231 procent - men det er usædvanligt. I gennemsnit har Vivus et afkast på 12 procent på et lån, siger han. Og det er sjældent, at låneren bliver sendt til inkasso.

»Selvfølgelig er det i vores interesse, at nogen en gang imellem har lyst til at forlænge deres lån med en måned, men det er ikke i vores interesse, at de slet ikke kan betale tilbage«, siger han og understreger, at det koster 4finance penge at sende en sag til inkasso.

Omkring 4 procent skal til inkasso

Det er en »forretningshemmelighed«, hvor mange der forlænger lånene, siger han.

»Men jeg kan fortælle dig, hvor mange der lige nu ender med ikke at kunne betale tilbage. Det har historisk ligget på omkring 7 procent, men med de seneste tiltag, vi har lavet, vil det rykke ned på måske 4 procent. Det er fordi, vi får adgang til nye data og bliver bedre til at forudsige, hvem der har risiko for at være dårlige betalere«.

LÆS ARTIKEL

Skamfulde unge skjuler gældsproblemer

Politiken har i dag kontaktet flere andre udbydere af kviklån - TrustBuddy, Ferratum og Folkia - med henblik på en kommentar, men uden held.

Adam Hannestad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her