Paris. Paris. Paris. Fatih Birol vender hele tiden tilbage til Paris. Ikke fordi det er byernes by. Heller ikke fordi han har hjemvé. Men fordi Paris er rammen om det måske vigtigste klimatopmøde i mands minde i december næste år.
»Paris er fuldstændig afgørende. Allerede i dag har vi udledt mere end halvdelen af den mængde CO2, vi må, hvis vi skal holde temperaturen under 2 grader. Med de nuværende politikker i verdens lande vil vi have brugt 80 procent af budgettet i 2030, og i 2040 vil vi have brugt det hele. Det betyder, at vi ikke må udlede ét molekyle mere i 2041. Og det er selvfølgelig helt urealistisk. Derfor er vi nødt til at gøre noget alvorligt allerede nu«.



























