For Danmarks første klimavismand, Peter Birch Sørensen, er det enkelt: Ud fra en moralsk-etisk betragtning har et rigt land som Danmark en forpligtelse til at gå forrest, når det gælder om at skære ned på udslippet af klimagasser.
»Hvis man både skal have løst klimaproblemet og sikre, at de fattige lande i verden kan opnå en rimelig levestandard, så ligger det i kortene, at rige lande som Danmark skal påtage sig en noget større byrde i den nødvendige omstilling. Derfor giver det god mening at have det mål, der er nedfældet i klimaloven«, siger Peter Birch Sørensen.




























