Både bestyrelsesformand Bo Nilsson og landechefen for Nets i Danmark, Jeppe Juul-Andersen, stopper.

Bo Nilsson tjente en halv milliard på at børsnotere Nets. Nu stopper han som formand

Bo Nilsson var topchef i Nets i 2016, da selskabet blev børsnoteret. Siden 2021 har han været bestyrelsesformand, men nu fratræder han.
Bo Nilsson var topchef i Nets i 2016, da selskabet blev børsnoteret. Siden 2021 har han været bestyrelsesformand, men nu fratræder han.
Lyt til artiklen

Bo Nilsson stopper som bestyrelsesformand i Nets, skriver både Børsen og FinansWatch med henvisning til en pressemeddelelse fra Nets.

Bo Nilsson var topchef i Nets, da selskabet blev børsnoteret i 2016. Han stoppede som topchef i 2021, hvorefter han fortsatte i bestyrelsen. Da Nets blev børsnoteret, blev værdien sat til 30 milliarder kroner, og det udløste enorme gevinster til cirka 70 ledende medarbejdere. Bo Nilsson fik selv en personlig aktiegevinst på over 500 millioner kroner.

Også landechefen for Nets i Danmark, Jeppe Juul-Andersen, stopper, skriver Børsen og FinansWatch. Posten som dansk landechef bliver overtaget af Allan Bonke.

»Tre år efter fusionen med Nexi bevæger Nets sig ind i sin næste fase og byder Allan Bonke velkommen som ny landechef i Danmark. Dette afspejler et fortsat fokus på at kommercialisere virksomheden«, skriver Nets i meddelelsen ifølge Børsen.

Nets blev afnoteret fra fondsbørsen i København, da kapitalfonden Hellman & Friedman købte selskabet i 2017 for 33 milliarder kroner. I 2021 fusionerede Nets med det italienske selskab Nexi.

Nets udbyder betalingsløsninger og står i Danmark blandt andet bag Dankortet. Tidligere stod Nets også for drift og udvikling af MitID, men i slutningen af 2023 blev det meddelt, at det franske selskab IN Groupe ville købe retten til at drive den danske løsning.

Det er Digitaliseringsstyrelsen, der er ejer af MitID. Styrelsen ejer løsningen sammen med brancheorganisationen Finans Danmark, der har banker som medlemmer. Men driften og udviklingen varetages altså af et privat selskab.

Efter ændringen i Nets’ bestyrelse vil Gianluca Ventura, som er HR-chef i Nexi, overtage rollen som bestyrelsesformand, skriver FinansWatch.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her