Efter en stor nedtur hos Novo-aktien har et skuffende forsøgsresultat hos Eli Lilly sendt aktien opad. Eli Lilly har i andet kvartal øget sin omsætning med 38 procent.

Skuffende resultat fra konkurrent sender Novo-aktie op efter flere dage fald

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Novo Nordisk-aktien har torsdag eftermiddag gang i en gevaldig optur. Omkring klokken 13.30 er den steget over 12 procent.

Aktien begyndte at stige kraftigt lidt efter middag. Det skete, efter at konkurrenten Eli Lilly i USA offentliggjorde resultater fra det seneste forsøg med en ny vægttabspille. Resultaterne ser ud til at være en skuffelse for investorerne. Omkring en halv time efter børsåbning i USA – torsdag eftermiddag dansk tid – er Eli Lillys aktie faldet med over 13 procent.

Forsøget med pillen har i forsøget hjulpet patienter med at få et vægttab på 12,4 procent af deres kropsvægt på 18 måneder. Det er et mindre vægttab, end Novo Nordisks Wegovy tidligere har præsteret, skriver Reuters. Det danske vægttabsmiddel hjalp patienter til et vægttab på 14,9 procent på 17 måneder.

Kursstigningen hos Novo kommer efter en rigtig skidt uge for den danske gigant. Onsdag lukkede aktien for første gang i næsten fire år under kurs 300. Den var faldet med over 30 procent, siden Novo i sidste uge nedjusterede sine forventninger til salgsvæksten i 2025.

Ifølge selskabet skyldes nedjusteringen blandt andet, at der fortsat produceres og sælges mange kopier af Wegovy i USA, hvilket påvirker Novos salg. Modsat Wegovy-indsprøjtningen er Eli Lillys nye præparat en pille. Det gør produktionen nemmere, og det amerikanske selskab planlægger fortsat at søge om at få midlet godkendt af myndighederne inden årets udgang, lyder det torsdag. Flere analytikere havde ifølge Reuters forventet, at pillen ville klare sig bedre end Wegovy.

Konkurrent med flot regnskab

Trods de skuffende forsøgsresultater var der også gode nyheder torsdag for Eli Lilly, der aflagde regnskab for andet kvartal. Selskabet har haft en omsætning på 15,6 milliarder dollar, en stigning på 38 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det fremgår også af regnskabet, at Eli Lilly har opjusteret sine forventninger til den samlede omsætning i 2025.

Forventningen lyder nu på mellem 60 og 62 milliarder. Midtpunktet – 61 milliarder – er 1,5 milliarder højere end de tidligere forventninger. Eli Lilly er danske Novo Nordisks største konkurrent på det amerikanske marked for vægttabsmedicin. Og det er netop vægttabsmidler, der driver væksten hos Eli Lilly, som henviser til øget salg af Zepbound og Mounjaro. Midlerne er i konkurrence med Novos Wegovy og Ozempic. De har alle til fælles, at de påvirker appetitten, hvilket gør det nemmere at tabe sig.

Ser man alene på Mounjaro, er omsætningen vokset med 68 procent, mens omsætningen fra Zepbound er vokset med 172 procent. På det amerikanske marked er priserne på de to midler faldet en smule. Bag væksten ligger altså, at Eli Lilly sælger langt flere pakker med medicin.

Virksomhedens chef, David A. Ricks, fremhæver, at produktionskapaciteten i det seneste kvartal er blevet udvidet, så Eli Lilly kan leve op til den høje efterspørgsel på vægttabsmedicin. Desuden er der flere nye præparater på vej, siger han. Heriblandt en vægttabspille med stoffet orforglipron.

Både Wegovy og Eli Lillys nye middel fungerer ved at påvirke appetitten. Eli Lilly har desuden indsprøjtningen Zepbound på markedet som en direkte konkurrent til Wegovy.

USA er klart det største marked for Novo Nordisk, når det kommer til Wegovy. I det seneste halvår har selskabet dog oplevet større vækst i lande uden for USA.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her