Ørsted-aktien falder tungt på den københavnske fondsbørs mandag morgen, efter at selskabet har annonceret en aktieudvidelse i størrelsesordenen 60 milliarder kroner. Aktien handles mandag ved børsåbning i niveauet omkring kurs 237, hvilket er 23 procent lavere end ved børsluk fredag.
Energiselskabet Ørsted vil udstede nye aktier og ad den vej skaffe 60 milliarder kroner til selskabets kasse, skriver Ørsted i en pressemeddelelse, der offentliggøres mandag morgen samtidig med regnskabet for første halvår af 2025. Her har selskabet haft et overskud på driften på 15,5 milliarder kroner, hvilket er 10 procent mere end i samme periode i 2024. Omsætningen i perioden lyder på 37,8 milliarder kroner – en stigning på 11 procent sammenlignet med første halvdel af 2024.
Alene fra Ørsteds forretning for havvind er driftsoverskuddet steget 1,1 milliard kroner til 12,5 milliarder kroner i første halvår. Det skyldes blandt andet øget produktion fra den tyske havvindmøllepark Gode Wind 3, skriver Ørsted i regnskabet. Den øgede indtjening er delvist blevet modsvaret af lavere vindhastighed, lyder det.
Efter skat lyder Ørsteds indtjening på 8,2 milliarder kroner i første halvår. I samme periode året før var indtjeningen markant lavere – 931 millioner kroner – efter at Ørsted havde nedskrevet værdien af flere projekter.
Staten køber aktier for 30 milliarder kroner
Aktieudvidelsen foregår på den måde, at eksisterende aktionærer vil få fortrinsret til at købe de nye aktier i selskabet. Staten har allerede sagt ja til at lægge omkring 30 milliarder kroner, svarende til sin ejerandel på 50,1 procent.
Provenuet fra kapitaltilførslen skal blandt andet bruges til at styrke Ørsteds kapitalstruktur, så der er penge i kassen til de projekter, man har i pipelinen de kommende år.
Der er tale om projekter med en samlet kapacitet på 8,1 gigawatt, som blandt andet omfatter Sunrise Wind-projektet i USA, der alene kræver, at Ørsted skaffer 40 milliarder kroner. Selskabet havde håbet at kunne skaffe en del af den nødvendige kapital ved at frasælge ejerandele i projektet. Men Trump-administrationen har skabt så stor usikkerhed om vedvarende energi, at det ikke er lykkedes. Derfor går man nu til aktionærerne for at skaffe pengene. Kapitaludvidelsen skal formelt godkendes på en generalforsamling 5. september.
Satser på Europa
For bare nogle år siden havde Ørsted store ambitioner om at opføre havvindparker i hele verden. Båret frem af lave renter og grøn optimisme indgik selskabet aftaler på stribe om projekter i fjerne markeder som USA og Asien. Men virkeligheden indhentede den danske energiudvikler, der mødte modstand i form af højere renter, udfordringer med at skaffe komponenter rettidigt og senest Donald Trumps modstand mod vedvarende energi.
Ørsted har ad to omgange nedjusteret sin strategi, og den kommende kapitaludvidelse skal sikre, at Ørsted reelt også kan gennemføre det nedskalerede investeringsplan, der blev præsenteret i februar, forklarer Rasmus Errboe, der er administrerende direktør og koncernchef.
»Vi er i fuld gang med at genrejse Ørsted efter de seneste års vanskeligheder, og kapitaltilførslen på 60 milliarder er et nødvendigt skridt på den rejse. Den giver os et stærkt økonomisk fundament til fremtiden, og vi er selvfølgelig meget bevidste om den tillid, som vores hovedaktionær har vist os og også det ansvar, der følger med«, siger han.
Rasmus Errboe er ikke i tvivl om, hvor fokus skal ligge for Ørsted fremover. Selskabet skal udbygge sin i forvejen stærke markedsposition, når der gælder havvindparker i Europa.
»Det fremtidige Ørsted vil primært være fokuseret på havvind i Europa, der har en stor opgave med at sikre sig energiuafhængighed. Havvind er en hjørnesten i den sammenhæng, som vi som markedsleder med mere end 30 års erfaring kan bidrage til at løfte. Der er for nuværende 37 gigawatt havvind installeret i Europa. Der er en forventning om, at det tal kan vokse frem mod 2050 til mere end 300 gigawatt, og det marked tror vi, at vi på sigt kan skabe værdi i«, siger Rasmus Errboe, der understreger, at Ørsteds underliggende forretning – den rene drift af energiparker – fortsat er sund.
Derudover forventer man at frasælge ejerandele i parker til en værdi af minimum 35 milliarder kroner i 2025 og 2026. Det skulle også gerne betyde, at man fra og med regnskabsåret 2026 igen kan begynde at udbetale dividende til aktionærerne. Det skete senest i foråret 2023.
ritzau
fortsæt med at læse


























